Klimavenlig mad

Klimavenlig mad

Næste gang du overvejer hvad menuen står på til aftensmad, så tænk en ekstra gang over hvilken opskrift du har tænkt dig at følge. Ved små justeringer i opskriften kan din aftensmad blive mere klimavenlig end nogensinde før. Hver gang du handler fødevarer og vælger tilberedningsmetode, sætter du et større eller mindre aftryk på klimaet. I Danmark stammer cirka 20% af den samlede udledning af drivhusgasser (CO2, metan) fra produktion og transport af fødevarer og landbrug. Vejen til en mere klimavenlig kost, handler om små justeringer i måden vi tænker mad på. Med de seks simple tips du finder herunder kan du let komme i gang med at formindske klimaaftrykket for din kost og blive mere klimavenlig på fødevarefronten. Vil du læse mere om klimavenlig mad, kan du besøge Plantma.dk, og tage et kig på deres blog. Her finder du en række forskellige veganske opskrifter.

Seks simple tips til klimavenlig mad

Spis mindre kød

Kød har et højt klimaaftryk i forhold til frugt og grønt. Lyst kød som fx kylling har et klimaaftryk der er cirka fire gange mindre end klimaaftrykket for oksekød. Køer er drøvtyggende dyr, som belaster klimaet meget, fordi de udleder store mængder drivhusgasser(metan) under deres opvækst. Spis mindre kød og bliv mere klimavenlig.

Spis rigeligt af årstidens frugter og grøntsager

Grøntsager er den type mad, der belaster klimaet mindst. Specielt grove grøntsager, der er dyrket på friland, har et lavt klimaaftryk, mens fine grøntsager, der ofte er dyrket i drivhus har et højere klimaaftryk. Ved at spise efter årstiderne mindskes energiforbruget til køl og frys.

Frugt har et generelt lavt klimaaftryk. Især fx danske æbler og pærer har et lavt klimaaftryk, mens bær har et højere klimaaftryk.

Spis kartofler og pasta frem for ris

Ris har et klimaaftryk, der er ca. 12 gange større end aftrykket for kartofler og fire gange større end aftrykket for pasta.

Drik vand fra hanen

Vand på flaske har et klimaaftryk der er over 35 gange større end aftrykket fra vand, der er tappet fra hanen. Det skyldes bl.a., at der er brugt energi til produktion og distribution af vand på flaske.

Tilbered ikke mere mad, end du skal bruge. Brug eventuelt rester dagen efter og undgå madspild

Knap en halv million tons mad ryger hvert år i skraldespanden og det største spild er hjemme hos forbrugerne. Madspild er spild af penge men også spild af energi til både produktion, transport, tilberedning og bortskaffelsen af maden.

Brug lokale varer

Lokale fødevarer kan være et godt klimavalg, men det er ikke altid tilfældet. Generelt gælder det for kød, at klimaaftrykket for produktionen af kødet er så stort, at bidraget fra transporten af kødet har mindre betydning. For grøntsager og frugt er klimaaftrykket for produktionen mindre, hvorved klimaaftrykket for transporten får en større betydning for det samlede klimaaftryk. Eksempler på lokale fødevarer med et meget lavt klimaaftryk er grøntsager fra friland som fx brocoli, rodfrugter, bønner og kål.

Klimavenlig opskrift

Forårsgrønt med lam

Du skal bruge:

5 blade ramsløg

400 g små gulerødder

600 g nye kartofler

300 g lammefilet eller

4 lammekoteletter

30 g smør

200 g babyspinat

Koldpresset rapsolie

Salt og peber

Tilberedning

Rengør kartofler og gulerødder. Kog kartoflerne i saltet vand under låg i 7 minutter. Læg gulerødderne i gryden, sluk for blusset og lad grøntsagerne mørne videre under låg i endnu 6-8 minutter. Hæld vandet fra.

Skyl babyspinaten og lad den dryppe af. Tilbered lammefileten, mens grøntsagerne koger. Fjern sener, fedt og hvide hinder og gnid kødet med rapsolie, salt og peber.

Brun kødet på alle sider på en varm pande i det smeltede smør. Skru ned for varmen, og steg kødet videre i 10-12 minutter. Lad kødet hvile i 10 minutter, mens kartofler og gulerødder steges møre på panden i stegefedtet fra lammefileten.

Vend de hele spinatblade og fintsnittet ramsløg i lige før servering. Skær kødet i skiver og server sammen med kartofler og grøntsager.

Godt for klimaet fordi:

Der er brugt masser af grøntsager og dertil kun lidt kød, da lam har et højt klimaaftryk.

Kartofler har et klimaaftryk der er 12 gange mindre end for ris.

Tilberedningstiderne er relativt korte, og samme gryde og pande bruges til flere ting. Herved mindskes mængden af energi der bruges under tilberedningen.

Held og lykke med at gøre din kost mere klimavenlig. 🙂

Ønsker du at gøre dine kulinariske oplevelser klimavenlige kan du finde inspiration i Miljø- og Fødevareministeriets klimakogebog.


Kontakt info
Vitapus
Email: info@vitapus.com
CVR: 37542008




CO2-neutral med Vitapus

Følg os på de sociale medier

Nomineret til